U12-holdenes tur til Rørby Julecup

U12-holdene indtog Rørby Hallen med indmarch kl. 13.20 og deres turnering gik igang umiddelbart efter.

Drengene lagde ud mod hjemmeholdet fra Rørby/Værslev. Rørby-drengene spiller til dagligt i U14-rækken, men kunne stille et U12-hold, dog kun med 8 spillere. Vores drenge kommer desværre dårligt fra start og taber 6-5 i en kamp de burde have vundet.

Næste kamp er mod Raklev 2 som drengene møder i C-rækken hjemme i turneringen, og her vinder de sikkert 7-3.

Kl. 18.10 er det endeligt pigernes tur til at komme i kamp. Modstander er FK Odsherred 1, som ligger midt den lokale A-række under HRØ. En svær opgave, men pigerne viser allerede i første kamp hvad der venter i resten af weekenden. Pigerne kommer hurtigt foran, men efter en scoringspause fører Odsherred 5-3, og det ser svært ud. I den sidste del af kampen lukker Liv dog helt af i målet, og det lykkes at få udlignet til 5-5, som bliver kampens resultat. En stor overraskelse for trænere og ledere, og nok også for pigerne selv. Vi vidste godt at pigerne ikke hører til i C-rækken, men at de kunne spille lige op med et midterhold i A-rækken var mere end vi turde tro på 🙂

Herefter møder pigerne Raklev 2. Vi vinder sikkert 5-1 og alle 15 piger kommer på banen i løbet af de 14 minutter! 2. pladsen i puljen er sikret, og semifinale mod vinderen af pulje 1 venter søndag formiddag.

Lørdagen rundes af med drengenes kamp mod Raklev 1. Raklev spiller i A-rækken, og da Duus-brødrene ikke kan deltage i denne kamp er det en meget svær opgave. Drengene bliver overmatchet, og taber 11-3 til de senere guldvindere.

Drengene spiller søndagens første kamp – den sidste puljekamp mod FK Odsherred. Kampen er meget lige men heldigvis trækker vi sejren hjem med 6-5, hvilket betyder en 3. plads i puljen, og 2 kampe mod Odsherred og Raklev 2 om 3.-5.pladsen.

Kl. 10.00 er det endelig semifinale tid. U12-pigerne møder FK Odsherred 2, som vi senest mødte og tabte til ved Høve-stævnet i sommers. FK Odsherred har en meget velskydende venstre back, som vi har svært ved at holde. Hun scorer hele 7 mål, men da de resterende Odsherredspillere heldigvis ikke er så målfarlige ender vi med at vinde 11-9!! Finalepladsen er hjemme 🙂

Knapt er armene kommet ned før drengene skal spille placeringskamp mod Raklev 2. Kampen bliver lige lovlig spændende, men en sejr på 6-5 kommer i hus, og vi er klar til den afgørende kamp mod Odsherred. Michael og Kasper er tilbage til den afgørende kamp, hvor uafgjort er nok til medaljer. Kampen ender 6-4 til Jyderup, og de meget velfortjente bronzemedaljer bliver fejret som guld…

…Og guld er hvad pigerne skal spille om. Programmet er forsinket, men kl. 16.20 er vi klar til U12-pigefinalen mod FK Odsherred 1!

Hvis Odsherred undervurderede os i første kamp gør de det bestemt ikke i finalen, så pigerne er klar på at det bliver en meget svær kamp. Jyderup lægger ud som lyn og torden, og kommer foran 4-1. Som et taktisk træk er Jolle blevet placeret på venstre fløj, og scorer – sammen med Katrine – de 4 første mål. Jyderup går til pause foran 6-4. I 2. halvleg går Jyderups målscoring i stå. FK Odsherred går frem og dækker offensivt, og det fremprovokerer mange fejl i vores angreb. Med knapt 2 minutter tilbage får FKO udlignet til 6-6, og vi smider bolden væk med 30 sekunder igen! FKO kan afgøre kampen, men taber bolden og med 10 sekunder tilbage kaster Frederikke bolden frem til Jolle som scorer til 7-6 på kontra med 5 sekunder tilbage!!! Odsherred forsøger en hurtig afslutning fra midten, men det er for sent – U12-pigerne vinder GULD i en hæsblæsende afslutning 🙂 En medrivende, velspillet og helt fantastisk spændende finale – med den helt rigtige vinder 🙂 Stort tillykke til: Sarah, Sofie, Julie, Patrisja, Anne Sofie, Jolle, Josefine, Frederikke, Mette, Line, Ida, Caroline, Mai, Katrine og Liv samt Jean og Brit med guldmedaljerne.

Udover guldmedaljerne har pigerne vundet en dag og kamp i selskab med vores venskabsklub KIF Kolding København, hvor pigerne skal være indløbsbørn til en hjemmekamp i Brøndby Hallen i løbet af foråret. En stor oplevelse venter pigerne, og vi glæder os til at opleve kampen sammen med dem.

Som bonus skal det også lige nævnes at Jolle blev kåret som topscorer og Liv som bedste målmand i U12-pigerækken! Flot af begge og stort tillykke…

Det har været en fantastisk weekend for Jyderup HK’s U10 og U12-hold, og vi glæder os til at tage afsted igen til næste år 🙂

 

Her kan I se det sidste minuts tid af den forrygende U12-pigefinale: http://www.youtube.com/watch?v=k635SsDtNks

Drengenes indløb til bronzekampen mod FK Odsherred: http://www.youtube.com/watch?v=T1GktpDeVb0