Midtvejsstatus på sæsonen før jul

Vi er nu halvt igennem sæsonen før jul, og det er tid til at gøre status.

Opstarten

Sæsonen startede 1. maj 2013, da vi atter var tilbage i egne rammer. Trænerne valgte alle klubben til – og det gjorde langt de fleste spillere og forældre heldigvis også. Kammeratskabet blandt spillerne samt det gode fællesskab mellem forældrene gennem de sidste sæsoner har nok gjort den største del af udslaget, men også det faktum at vi i Jyderup HK altid har prioriteret ungdommen først spiller utvivlsomt ind.

Holdene

Vi har før jul 5 turneringshold: Dame Senior i Serie 2, U14 Drenge i A-rækken, U14 Piger i B-rækken samt U12 Piger & Drenge i C-rækken. Derudover har vi U10 Piger der deltager i stævner, U10 Drenge der nu er nok til et hold, U6/8 Minimix som starter stævner efter jul samt vores Trille Trolle/U4 der træner/leger bold hver 14. dag. Eneste minus er at det ikke lykkedes os at stable vores Herre Senior på benene igen – men vi giver ikke op, og håber vi kan få dem samlet efter jul eller til næste sæson. Alle vores ungdomshold ligger nr. 1 eller nr. 2 i deres rækker, og vores nyoprykkede Dame Senior ligger fint lige under midten af Serie 2. En mere udførlig gennemgang af sæsonen indtil nu for de enkelte hold kan ses på holdenes egen side her på hjemmesiden.

Spillerantallet ligger på mellem 8-16 spillere pr. hold, og vi er pt. ca. 90 medlemmer hvoraf de 80 er ungdomsspillere. Kun ganske få spillere er stoppet og der er kommet en masse nye til – men der er selvfølgelig plads til mange flere, så alle nye spillere er stadig meget velkomne!

Kommende arrangementer

Af kommende arrangementer inden jul har vi følgende:

Lystændingsfest fredag d. 29. november: Klubben har en bod på den aflukkede gade samt en tjans ved boden med sumobrydedragter.

Sidste hjemmekampsdag og julefrokost søndag d. 15. december: Alle hold spiller hjemme, og vi afslutter med spisning i den lille sal.

KIF Kolding København-kamp i Brøndby Hallen tirsdag d. 17. december: Klubben har fået gratis billetter til kampen, og en masse har allerede meldt sig. Bestilling skal ske til formanden – se mere på Facebook gruppen!

Juleafslutning for alle ungdomshold: Dato og yderligere info kommer – det foregår i træningstiden, og er kun for spillerne.

På bestyrelsens vegne vil vi gerne sige tak for den kæmpe opbakning vi har fået! Vi glæder os til at arbejde videre i resten af sæsonen – og i sæsonerne der kommer 🙂

Mvh. Bestyrelsen, Jyderup HK