Julehilsen fra Bestyrelsen

Efter en meget vellykket sidste hjemmekampsdag og julefrokost, er vi ved at være klar til at gå på juleferie. Det lykkedes os desværre ikke at finde nogen modstander til vores U8 Minimix, men ellers var alle hold i kamp.

U10-holdene lagde ud med træningskampe mod hhv. Raklev og Jernløse. Pigerne spillede uafgjort 4-4 i en helt lige kamp, og drengene tabte knebent. Begge hold er tilmeldt DGI-turneringen efter jul, og kan dermed se frem til kampe der “tæller”, og ikke kun træningskampe/begynderstævner.

Begge U12-hold mødte HK SMUT BG – og begge hold er stadig ubesejrede efter sejre på 17-6 til pigerne og 23-17 til drengene. Holdene har vundet deres række, og bliver efter jul forhåbentligt rykket op i B-rækken af HRØ. Vi er på U12-årgangen så heldige, at vi pt. har 18 piger og 15 drenge, så der er efter jul tilmeldt hold i DGI-turneringen så alle kan komme ud og spille kamp.

U14 drengene spillede om 1. pladsen i rækken, og vandt 18-13 mod Hashøj IF. Selvom der – som følge af den nye turneringsstruktur – stadig resterer 1 kamp, er drengene sikre på 1. pladsen, og dermed er de at finde i 2. Division efter jul! 🙂

U14-pigerne mødte Dianalund/Tersløse, som de besøgte i sæsonens første kamp. Holdet var plaget af skader samt en del afbud pga. sygdom, hvilket resulterede i et uventet stort nederlag på 18-7. Synd da pigerne i en lang periode har spillet virkeligt godt, og bl.a. slået rækkens tophold som de eneste.

Damerne sluttede kampdagen af med en storsejr på 25-13 over Rørby/Værslev. Efter en nervøs start hvor udeholdet var foran, fik damerne styr på spillet, og kampen blev vundet sikkert. Holdet ligger midt i Serie 2 med god pointmæssig afstand til bundholdene.

Efter kampen indtog godt 70 tilmeldte den lille hal, hvor årets Julefrokost løb af stabelen.

Tak til de frivillige i Jyderup Hallen, der som sædvanligt stillede op og sørgede for dejlig mad og servering. Tak til Roland som tog mikrofonen og speakede alle dagens kampe.

Og så skal der selvfølgelig også lyde en stor tak til trænere, spillere og forældre, som alle var med til, at gøre dagen til en god afslutning på 2013 for Jyderup HK

Rigtig god jul og godt nytår 🙂

Mvh. Bestyrelsen, JHK.